Go back

Forandringer starter med ledelse

Når en virksomhed har alvorlige problemer, ville jeg som investor og rådgiver hurtigt blive kørt ud på et sidespor, hvis mit budskab var, at ”jeres produkt er fejlfrit, I skal fastholde alle salgs- og driftsprocesser, ledelsen er fantastisk, og til trods for problemerne skal i hæve priserne og øge produktionen”.

Det pudsige er dog, at hvis jeg ikke vil have hugget hovedet af, så skal jeg netop anbefale dette, når det kommer til offentlige serviceydelser til børn, uddannelse, hospitaler, ledighed og ældrepleje.

Øget skatter og flere normeringer er vejen frem, når de åbenlyse problemer og mangler i f.eks. ældreplejen skal løses. Produktet og servicen er ikke god nok, men vi skal åbenbart producere mere af det samme til en højere pris.

Vi må ikke lære af tempoet og forandringerne indenfor f.eks. teknologier, kommunikation og medier, men snarere sætte pris på hvor lidt udvikling og fornyelse, der reelt har været de sidste 30 år indenfor strukturer, arbejdsgange og driftsmetoder til børnepasning, uddannelse og ældrepleje. Vi skal stædigt holde fast i vores offentlige produkter.

Indarbejdelse af teknologi, inddragelse af dygtige partnere, ny ledelse, fleksible produktionsformer, fleksible løn-og bonus systemer, nye ejerstrukturer mv. er erhvervslivets værktøjskasse. Den værktøjskasse er vi godt nok utrygge ved i den offentlige sektor Vi ved i erhvervslivet at al forandring starter, udvikles, forankres og gennemføres via stærk ledelse. Stærk ledelse er ikke et fy ord i den offentlige sektor, men politikere er ofte styret af her og nu sager fremfor visioner og handlekraft, embedsmænd er alt for risici minimerede fremfor succes optimerende, og de fleste mellemledere og daglige ledere er valgt ud fra faglige kompetencer mere end ledelsesmæssige. Stærk ledelse er lig med faglig ledelse i den offentlige sektor.

Hvis jeg var en modig mand, ville jeg foreslå, at fremfor højere skatter til flere normeringer, at vi kiggede på større variation i serviceydelserne, nytænkning i driftsformer, nye ledelsestyper, flere personale kategorier, nye lønsystemer, langt mere teknologi, inddragelse af private og frivillige kræfter og flere forsøg, mere brugerinvolvering og nye finansieringsmekanismer. Som ung liberal politiker var jeg mere modig og ekstremt firkantet, og jeg var imod det socialistiske EU, kæmpede imod den offentligt finansierede Storebæltsbro, var stærk modstander af det monopoliserende Dankort, mente at alle fagforeninger var dinosaurer og kunne knap nok finde et offentligt område, der ikke skulle privatiseres.

Mange år i udlandet, brug af skoler, hospitaler og plejehjem, en sygeplejerske som kæreste og egne erhvervserfaringer med forhandlinger og kompromisser har skabt et lidt mere nuanceret syn på livet.

Som de fleste andre føler jeg jo, at den danske velfærdsmodel er smuk og rigtig. Vi ønsker alle gode vilkår for børn, unge og ældre, at vi tager os effektivt og hurtigt af syge, ledige og indvandrere, og at vi øger velfærden i vores samfund.

Vi skylder alle de mange offentlige ansatte en kæmpe tak for det store og vigtige arbejde, de dagligt udfører, så når jeg råber på forandring i den offentlige sektor er det ikke et angreb på velfærdsmodellen, vores arbejdsmarkedsmodel eller de dygtige ansatte men på dårlig ledelse Hvis man ønsker markante forandringer i den offentlige sektor, skal vi gøre op med troen på, at faglig ledelse er lig med stærk ledelse.

Faglighed skader ikke, men ledelse drejer sig langt mere om netop ledelse. Udvikle strategi, mål og metoder. Skabe nytænkning og energi. Optimere drift, sikre dokumentation og automatisere og lette arbejdsgange. Effektivisere beslutningsgange, strukturer og teknologianvendelse. Fokuseret økonomistyring, jura og personaleledelse. Løbende kommunikation, information og dialog med ansatte, kunder, leverandører og interessenter. Kreativ tilgang til markedsføring, branding og sociale medier. Skarp mediedækning og politisk kæft.

Listen er endeløs, opgaverne omfattende og behovene for en stærk leder er åbenlys. Der er formentlig mange gode ledere af vores børnehaver, skoler og plejehjem men det er mig en gåde hvorfor faglighed og den rette uddannelsesmæssige baggrund er styrende for valg af ledere. Verdens bedste, mest dynamiske og kreative pædagog er ikke nødvendigvis den bedste leder. Den bedste sygeplejerske er ikke født til at blive afdelingssygeplejerske, Den bedste SOSU-assistent er ikke naturgiven leder af et plejehjem.

Når man er uddannet og trænet i en specifik sektor, når man har arbejdet der i mange år, når ens ansatte er gamle kollegaer, og når alle ens chef kollegaer kommer med samme uddannelse og baggrund, så er vejen til nytænkning og fornyelse meget lang. Det ved man alt for godt i erhvervslivet. Den bedste software programmør er nærmest aldrig chef for softwareselskabet. Den sikreste chauffør er sjældent chef for transportselskabet. Den bedste slagter, den bedste pilot, den bedste fodboldspiller. Faglighed er nærmest aldrig styrende for hvem der skal lede en privat virksomhed. Vi kunne formentlig bruge flere typer politikere, måske endda nogle som har reel erhvervserfaring, og som har mod, visioner og handlekraft. Jeg tror godt vi kunne bruge flere politiske embedsmænd som i USA, der arbejder mere for resultater og forandringer end bevarelsen af det eksisterende. Men jeg ved, at nytænkning, udvikling og fornyelsen starter, sikres og forankres via en stærk og synlig daglig ledelse.

Måske endda ledere som ikke per automatik tror at flere penge og flere normeringer er løsningen på alle problemer.