Go back

Når 1 + 1 = 3

Det lyder ofte lidt kliche-agtigt når cykelryttere efter en stor sejr takker holdet. Man roser holdet og takker alle og enhver, men i cykling er det trods alt ens egne ben som får cyklen fremad...

Som dygtige chefer i erhvervslivet, så ved en fantastisk verdensmester i cykling som Mads Pedersen, at først når rollefordelingen på et team er optimal, først når alle tackler deres roller perfekt, først når alle yder deres maximale, og først når man står sammen mod konkurrenterne, opnår man de store resultater.

Alle der har cyklet kunne jo se, at Cort ved at være med i det første udbrud sammen med tre Grand Tour vindere tvang franskmændene og australierne til at lede feltet og dermed bruge kræfter, som de tydeligvis manglede til sidst. Det var et dødsdømt udbrud men havde afgørende betydning for løbet. Det var jo indlysende, at Cort efter at være hentet igen spillede en rolle, da han med en monsterføring med Mads Pedersen på hjul skabte uro forrest i feltet og skabte den platform, som Mads Pedersen kunne angribe på.

Man skal muligvis have været med i løb for at forstå, hvor vigtigt det var, at Fuglsang derefter konstant sad lige bagved belgierne, som kæmpede for at hente Mads Pedersens udbrud. Fysisk betyder det måske ikke så meget, men det er totalt demotiverende for en rytter som giver sig alt forrest i en gruppe at vende sig om og se en rytter, som man ved ikke vil afløse eller give en hånd med.

Fuglsang spillede denne rolle perfekt. Han kunne formentlig have kørt op til udbryderne men ved at spille demotivator skabte han det perfekte scenarie for Mads Pedersen. Jeg vil aldrig glemme de 5-10 sekunder i et løb på over 6 timer, hvor Fuglsang på en bakke kører helt op foran og kigger på belgieren i øjnene og uden ord fik sagt ”er det alt du har?”. Her stoppede forfølgelsen reelt.

Valgren sad lige bagved Fuglsang i hele den sidste time. Igen med til at forstyrre, irritere og demotivere forfølgerne, men mindst ligeså vigtigt så indså de andre favoritter, at selv hvis de brugte hele deres hold til at indhente Mads og de andre udbrydere, sad Danmark med de bedste kort med to vinder kandidater i Fuglsang og Valgren.

Det fik man bekræftet, da Sagan stak af og Valgren fulgte efter og lå på hjul og uden ord fik sagt, ”prøv du bare at indhent dem. Jeg ligger i læ og tager sejren, når du brugt alle dine kræfter på at indhente dem”. Det ville have været let for Fuglsang og Valgren at været stået af som over 150 ryttere gjorde. Deres vinderchancer var reelt udspillet. De var dødtrætte, våde og kolde, men Mads Pedersen var aldrig blevet verdensmester uden deres taktiske bidrag.

Glem ikke de fire andre ryttere på holdet. Mørkov, Asgreen, Juul og Pedersen. Ryttere som aldrig kom i TV, men som gjorde købet hårdt ved at tage kæmpe føringer midt i løbet. Ryttere som skabte læ for Mads, som hentede mad og væske til ham, som gav ham opmuntrende ord, som lukkede huller i starten af løbet og mindede ham om at tage tøj på/af og spise.